• På tur,  Stemning

    Horsens Fjord

    I forhold til da vi boede i Kolding, har vi nu mange flere muligheder for et hurtigt besøg ved vand. Det gælder både Horsens Fjord og Vejle Fjord.

    På headerbilledet kan med man se 5 af de 6 mest almindelige fuglearter i Horsens Fjord. Fra venstre ses Troldand, Sølvmåge, Hættemåge, Toppet Skallesluger og Hvinand. Kun Ederfugl er manglende på dette foto, som er taget på temmelig stor afstand.

    Her et blik ind mod Horsens Havn og bymidte fra Sejet Nørrestrand, hvor man ofte kan iagttage sæler, der ved lavvande ynder at raste på de mange store sten, som også kan ses på dette billede.
    Her et blik den anden vej , hvor man kan skimte Borre Knob helt i baggrunden.

    En anden meget almindelig fugl i området er Skarven, som her er “fanget” i Snaptun Havn, men ellers holder de mest til på Skarveøen eller Vorsø, som den hedder helt officielt.

    I en havneby – som her Snaptun – sker der altid et eller andet uventet selv i disse nedlukkede tider. Pludselig kom denne lille fikse båd, der – i hvert fald her – fungerede som en privatfærge til Endelave.

    Sådan kan man få en lille historie ud af en bette smuttur til vandet 😉

  • Fugle,  På tur

    Hjarnø

    Vi tyvstartede sommerens muligheder for gratis transport til de danske øer 😉

    Vi måtte så betale lidt for at komme over til dejlige Hjarnø, som er forbundet med fastlandet via en lille færge fra Snaptun. Færgen kan klare 3 biler pr. tur og masser af cyklister og gående.

    Vi hørte til den sidste gruppe på denne dejlige sommerdag (onsdag den 24. juni), hvor jeg afviklede en Corona-fridag.

    Her er vi lige ankommet med færgen, og vi tog derefter turen forbi kirken ud mod den østlige kyst på Hjarnø.

    Et skønt sted med masser af ynglende fugle specielt mange Splitterner og Hættemåger, som fløj i en lind strøm fra havet til ynglekolonien (afspærret område) med fisk (tobis?) til deres unger.

    Se blandt andet headerbilledet med ikke mindre en 6 rastende Splitterner med fisk i gabet 😉

    Her endnu en Splitterne på vej med føde til ungerne.

    Den allersteds nærværende Tornirisk var der selvfølgelig også. Et herligt syn 🙂

    Øen er temmelig flad og uden megen skov, men det betyder ikke, at der manglede smukke træer.

    Køerne nøde også varmen, og kunne modsat os, komme meget tættere på den nordlige kystlinie, som i denne tid er afspærret for almindelig trafik af hensyn til de mange ynglefugle.

    Under gåturen til den vestlige del af øen, traf vi denne meget nysgerrige Ringdue, som nok håbede på lidt godter fra turisterne 😉

    I denne omgang sprang vi den sydlige kyst over , som efter sigende også skulle være meget velbesøgt af fugle.

    Men det har vi til gode til næste gang vi besøger Hjarnø 🙂

     

  • På tur

    Bjerre Mølle

    Selvom vejret i dag var ret blæsende og dermed småkoldt for årstiden, kan man sagtens tage på en lille rundtur i bilen og nyde vores egen lille andegård 😉

    Så vi kørte til Juelsminde for et lille kik, og studerede derefter eventuelle fremtidige udflugtsmål langs kysten op mod Snaptun, hvor kaffen velfortjent kunne nydes på havnens cafe, som nu er åbnet igen efter corona-dvalen 🙂

    På vej hjemover passerede vi forbi den flotte Bjerre Mølle, som på Visitjuelsminde.dk beskrives således:

    • Møllen er altid åben for besøgende.
    • Bjerre Mølle er en ottekantet hollandsk vindmølle, hvis træskelet er tækket med røde teglsten.
    • Møllen bærer årstallet 1860, men blev først takseret til brandforsikringen i 1865. Den 20. oktober var møllen klar til at male korn på en grubbe-/pille og skallekværn og på to almindelige kværne
    • Hatten og de 13,5 meter lange vinger blev oprindeligt krøjet med svans (manuelt krøjeværk), og vingerne var sejlførende.
    • Vest for møllen står et nu tomt motorhus. Her installeredes i 1908 en petroleumsmotor til hjælp på vindstille dage. Fire år senere blev møllen moderniseret med vindrose og jalousi- og klapvinger, hvilket betød, at vingerne nu automatisk drejede op mod vinden, og at vingernes areal reguleredes af vindens styrke.
    • Desuden ombyggedes møllen, så beklædningen på kroppen blev tagpap, idet understrygningen af teglstenene faldt af, når møllens maskiner arbejdede.
      Samtidig blev der isat vinduer.
    • Møllen var i drift til 1955 og var da en del forfalden.
    • Forfaldet skred yderligere frem, men i 1974 dannedes Bjerre Møllefond, som over en fireårig periode restaurerede møllen. Møllen blev igen beklædt med teglsten, hvoraf flere var de oprindelige. Vindrosen er der stadig, og møllen fik igen hvidmalede vinger til sejl. Møllens vinger blevet udskiftet i 2010.
    • Møllen er den eneste bevarede teglhængte mølle i Danmark.

    For første gang – de gange vi har besøgt Snaptun – fik vi set færgen til Endelave ankomme og afgå …

    Det rene David og Goliat 😉

    Her er færgen til Hjarnø David i forhold til Goliat alias færgen til Endelave …

  • Fugle,  Natur,  På tur

    Borre Knob

    Borre Knob stikker ud i Horsens Fjord lige over for Alrø samt vest for Hjarnø og Snaptun. Et fantastisk naturområde – meget lig Fyns Hoved – som kraftigt kan anbefales at besøge.

    Vi skal i hvert fald på flere besøg 😉

    Her står jeg på spidsen af Borre Knob lige ud til sejlrenden i Horsens Fjord

    Tornirisk han

    Tornirisk hun

    Engpiber

    Fiskehejre ved den indsø der ligger lige ved P-pladsen.

  • På tur,  Per

    Nye tider …

    Nye tider …

    Vi er efter 4 års ophold “flygtet” fra Koldings trafikkaos og larm, og er flyttet til ro og fred i Hedensted, mere boligplads og ikke mindst meget kortere og mindre trafikeret vej til arbejde.

    Nu er vi så meget på plads, at der er blevet tid til at udforske vores nye nærområde.

    Første juledag sparede vi på den store frokost og kørte i stedet en lille tur til Snaptun for at nyde det meget friske vejr 😉

    Et af de steder vi i hvert fald skal have besøgt, når vi en gang forhåbentligt får lidt varmere vejr, er den lille ø Hjarnø, som kan nås med denne lille og smukke færge fra Snaptun 🙂

    I dag søndag den 19. januar kørte vi en tur til Horsens, bl.a. med et besøg på kunstmuseet. Godt nok var der ikke så meget af den slags kunst, vi ynder, men det er nogle meget store og smukke lokaler, som museet råder over.

    En lille gåtur ved marinaen blev der også tid til i det smukke men kolde vejr 🙂