Naturligvis …
Selvom ferien til St. Croix var ren afslapningsferie, og den store linse var blevet hjemme, blev der indimellem taget lidt billeder af fugle m.m.
Ovenfor ses en Kongeterne lurende på muligheden for fisk på menuen 😉
Hejrer var der en del af – her ses en kohejre, så vidt jeg kan finde ud af 😉
Her er det dog helt sikkert en Fregatfugl – blandt mange – der patruljerer havneområdet ved Christiansted.
Dette er en Pearly-eyed Thrasher, som besøgte os på balkonen flere gange under ferien.
Den var lidt nemmere at identificere, da jeg også så den på St. Thomas under vores krydstogt for et par år siden!
Det samme gælder faktisk den Gray Kingbird, som må være meget almindelig i Caribien.
Denne Leguan var faktisk den eneste jeg så på denne ferie. Måske har man spist de fleste på St. Croix.
I hvert fald myldrede det nærmest med dem på St. Thomas.
Christiansted, St. Croix
Under vores ferie på St. Croix boede vi på Holger Danske Hotel med adressen Kongens Tværgade!
Så meget er stadig dansk på øen, selvom det til næste år er hundrede år siden Danmark solgte de vestindiske øer (St. Thomas, St. John (Jan) og St. Croix) til USA, så de i dag er et territorie under USA med navnet US Virgin Island. Turisterne på St. Croix består stort set kun af amerikanere og danskere!
Klik endelig på linksene ovenfor hvis du vil læse mere 🙂
Her et billede af havnen (taget fra hotellets svimmingpoolområde) med havnepromenaden, også kaldet The Boardwalk. I baggrunden ses den lille badeø Protestant Cay.
Ved at klikke her kan du opleve en lille gåtur på The Boardwalk
Hvis man går ned til de 2 små fritstående tagkonstruktioner, kan man blive set hjemmefra på et webkamera, der kører 24/7, og den lyserøde bygning til højre er Hotel Caravelle, som sikkert er kendt af tidligere St. Croix besøgende. Den er under renovering i øjeblikket og skifter også farve til gul, som er den dominerende farve i Christiansted.
Her er vi inde i gården på guvernørboligen, som også ses på det øverste billede med flagene fra Danmark, USA og US Virgin Island.
Fort Christiansværn er i dag et fredeligt sted, men under slavetiden har det helt sikkert været et ubehageligt sted for de slaver, der blev holdt fanget her.
De danske soldater, der var blevet tvunget herud, var nok heller ikke særlig begejstret for at stå på vagt her i varmen i deres varme danske uniformer.
Et billede af et andet hotel med et dansk klingende navn – King Christian Hotel – set fra Christiansteds bedste badestrand på den lille ø Protestant Cay beliggende lige midt i havnen.
Typiske huse fra øen – her er de meget velholdte
Ikke alle steder var lige velholdte, men bemærk – gult overalt 🙂
Norwegian – never again
Som nogle af mine facebook-venner m.fl. allerede ved, har vi været på 14 dages ferie på den gamle dansk-vestindiske ø St. Croix.
Ferien på denne skønne ø – se bare billedet! – fejlede overhovedet ikke spor, men allerede da vi havde bestilt rejsen – til fornuftig pris da vi bestilte meget sent – blev vi en anelse (temmelig meget) bekymrede, da vi opdagede, at selve flyveturen skulle foregå med Norwegian. (København-Puerto Rico-St.Croix)
Deres langdistancefly har været meget ramt af tekniske fejl med deraf mange og lange forsinkelser til følge. DR Kontant har vist haft en udsendelse herom, samt vi har personlig kendskab til rejsende, der har været strandet i Bangkok.
Vi skulle flyve tidligt fredag den 8. januar (9.25), så vi tog toget torsdag aften og havde en overnatning i København. Vi fik checket bagagen ind og daskede rundt i afgangshallen indtil det blev tid til at komme ud til gaten. Her fik vi at vide, at “vores” fly stod i Oslo, da piloten ikke havde turdet at lande i København om natten (kom fra New York) og det som det eneste fly af alle, der skulle lande i København den nat/morgen. Nå … men vi fik at vide, at flyet ville komme til København, så vi kunne lette ved 11-tiden og fik da også udleveret en spisebillet. (75 kr/person – rækker helt sikkert ikke langt i Københavns Lufthavn)
Afgangstiden blev så pludselig ændret til kl. 21.00. Årsagen skulle nu være, at man ikke kunne lande i Puerto Rico/St. Croix på det tidspunkt. Det vender vi lige tilbage til …
Den korte historie er så, at alle – der havde lyst – blev transporteret til Hotel Bella Sky og fik et værelse der. Fin nok service og vi blev trakteret med buffet ved 16-tiden.
Vi kom da også fint afsted kl. 21.00, og flyveturen til Puerto Rico forløb uden problemer. Det var jo så midt om natten lokal tid (02.00), vi ankom til Puerto Rico. Jeg ved så ikke lige hvorfor, at man netop denne uge skulle genindchecke kufferter for den videre rejse foregik med nøjagtig samme maskine? men vi fik da klaret den sædvanlige besværlige indrejsekontrol til USA allerede her.
Kl. 04.30 var der så afgang til St.Croix – en flyvetur lige under en ½ time. Desværre havde Norwegian nu alligevel ikke styr på, hvornår lufthavnen på St.Croix åbner, så først ved 3. landingsforsøg fik maskinen lov til at lande. Kommentar er vist overflødig …
De næste 2 uger gik rigtig godt med en dejlig afslappende ferie, som der nok skal komme indlæg om senere 🙂
Hjemturen blev “kun” lidt over en ½ time forsinket, da Norwegian denne gang ikke havde styr på antallet af passagerer! Tiden blev dog indhentet … der må have været medvind hjemover.
Turen var med afgang kl. 19.00 lokal tid, så de fleste glædede sig vist bare til at få serveret det ene af 2 måltider på turen, og så få en god nats søvn, så godt som det nu kan klares i en flyvemaskine. Men nej … der gik næsten 3 timer inden personalet var klar til servering, og i den ene side (kun den ene side) blev flere incl. fruen sprunget over, da maden skulle serveres. Da de så blev foreholdt den kendsgerning, blev der påstået, at maden ikke var bestilt. Da vi så fremviste kvittering for dette, var det pludselig Bravo Tours, der ikke havde betalt. Der var dog også andre rejseselskabers kunder, der blev udsat for det samme, men alle helt tilfældigt for andre af samme type rejsende havde ingen problemer med at få mad incl. blogføreren. Men til sidst fik alle da endelig mad … Vorherre bevares!
Morgenmaden skal også have en lille kommentar med på vejen. En tør bolle med lidt ost og skinke og dertil en småkage. Kaffe var man desværre løbet tør for …
Inden vi var kommet hjem havde Bravo Tours tilbagebetalt en 1/14 del af rejsen 🙂 mens Norwegian er overladt til flyforsinkelse.dk
Så derfor overskriften “Norwegian – never again”
Lucca
Søndag den 17. maj tog vi på ferie i Toscana. Det var egentlig en busferie, men heldigvis med flyvetur mellem Billund og Pisa 😉
På billedet ovenfor ses søen Lago Maggiore mellem Schweiz og Italien, og byen, der kan ses, er den schweiziske by Lucarno
Giacomo Puccini Blomsterdekoreret gyde Feriens første bustur – om mandagen – gik til operakomponisten Giacomo Puccinis fødeby Lucca.
En by som også er ganske kendt i cykelkredse som hjemby for mange cykelryttere. Bl.a. Bjarne Riis har boet her, og Chris Anker Sørensen gør det vist stadigvæk 😉 Der er heller ikke langt til bjergrigt terræn …
Men en vældig hyggelig by at spadsere rundt, og vejret viste sig fra den bedste side 🙂
Et besøg i Italien uden et billede med vasketøj kan vist slet ikke tænkes 😉
Et vue over voldene rundt om bykernen i Lucca, inden turen gik tilbage til ugens faste holdepunkt … hotellet i kurbyen Montecatini Terme, som i øvrigt havde Giro-etape-start et par dage før vi ankom. I denne by eller rettere lige udenfor boede Rolf Sørensen i gennem mange år.
To be continued …
Tenerife del 3 – Loro Parque
På vores dase-ferie på Tenerife blev der kun afsat en enkelt dag til en “rigtig” udflugt. Så fik vi da også set lidt af øen, da målet for denne udflugt var papegøjeparken Loro Parque, som ligger på den nordlige del af Tenerife
Loro Parque er meget andet end papegøjer, og vi fik travlt lige fra ankomsten med at koordinere og nå de forestillinger/shows, vi gerne ville se.
Det blev så delfinerne, vi lagde ud med. Disse intelligente dyr kan man altid holde ud at se på 😉
Ikke mindre imponerende var de kæmpestore spækhuggere, der også var i stand til at levere et flot show.
Papegøjer har de skam stadig masser af i Loro Parque, og her kan beundres et par flotte bjerglorier fotograferet med nok det højeste ISO-tal, jeg nogensinde har offentliggjort på denne blog 😉
Her er vi så på besøg hos søløverne.
Parken har også fået bygget et stort anlæg til flere forskellige arter af pingviner bl.a. med indbygget snevejr 😉
Blogføreren havde slæbt det tunge macro-objektiv helt ned i varmen, og heldigvis gav parken også lejlighed til at bruge dét lidt 😉