• Per,  Stemning

    Årets første dag

    Årets første dag blev indledt med en lille “frisk” tur rundt om en del af Hedensted Golfbane, som er en af vores nærmeste naboer. Anledningen var speciel, da det var min første tur med mit næsten nye fullframe kamera. Et Nikon D750 med kun 108 skud på tælleren. Kameraet var den dag besmykket med et ældre Nikon 50 mm AF-D objektiv, så skulle der zoomes foregik det med fødderne 😉

    Det kan godt tænkes, at billederne i dette lille indlæg er blevet justeret lidt i farverne, da virkeligheden var lidt for kedeligt at se på 😉

    En af tingene der gør området i og omkring golfbanen interessant er alt det rindende vand, og et miljø, der ikke alt for meget bliver ensrettet af homo sapiens.

    Væltede træer får lov at blive liggende og kan blive fine motiver, og et dejligt sted for småkravl.

    Højt græs såvel som velplejede græsarealer.

    Smukke træer til at drille golfspillerne, som denne dag var for trætte …

    eller også er der måske lukket for spillerne her i vintersæsonen. Men godt kuperet er terrænet under alle omstændigheder.

  • På tur

    As Vig

    Man skal jo luftes en gang i mellem trods det vinterlige vejr, så søndagen blev også brugt til at besøge As Vig/Strand, som ligger ud til vandet lidt nord for Juelsminde.

     

    Fra stranden er der en fin udsigt til et lidt svævende Endelave 😉

    Fuglemæssigt blev dagen reddet af denne musende Tårnfalk.

    Der var dog ingen gevinst rent fødemæssigt, så den fortrak til et – måske – bedre sted 😉

    Vi holdt på en parkeringsplads med udsigt over havet fra bilen, og vendte man sig om, kunne man beundre As Kirke 😉

  • Fugle

    Skovskaden

    Dagens fugl er Skovskaden.

    Denne flotte og – efter danske forhold – farverige fugl er i dag ikke nær så sky, som da jeg var en ung dreng (og det er mange år siden), og ses derfor meget oftere nu end førhen, hvor den mest var at træffe i skovens dybe stille ro og mørke.

    Her er et eksemplar af racen fotograferet i Uldum Kær, som i dag ellers var nærmest støvsuget for fugle 😉

  • Fugle

    Musvågen

    Planen i forbindelse med et besøg ved Bjerre Engsø var egentlig, at se den udmeldte Rovterne samt gerne Fiskeørn, Havørn og lidt Traner.

    Man har jo lov til at drømme …

    Det blev i denne omgang så “kun” til fornuftige billeder af en samarbejdsvillig Musvåge i den mørke udgave.

    Musvågen er så almindelig i Danmark, at fuglefolket tit siger: “Er du i tvivl om hvilken rovfugl du har set, så er det nok en Musvåge 😉

    Den findes i så mange farvevariationer, at det kan være svært at give en præcis beskrivelse af dens udseende.

    Prøv bare at google billeder af Musvåger 😉 Så ved du, hvad jeg mener …